onsdag den 5. marts 2008

Filosofi og ledelse

I går var jeg til et interessant arrangement i IDA (arrangeret i samarbejde med Børsens Forlag) om "Sokratisk ledelse". Michael Højlund Larsen fra Ryan & Højlund talte om praktisk filosofi og udvikling af lederskab med udgangspunkt i sin bog Praktisk filosofi og ledelse. Bogen er skrevet på min "læse-liste", men mine umiddelbare reflektions/læringspunkter fra aftenen var:
  • Husk at sætte pris på værdien af undren og reflektion (dyb og stringent), herunder sætte tid af til dette.
  • Værdien af "filosofiske spørgsmål", som er spørgsmål, der ikke kan besvares endeligt, men som det alligevel giver mening og retning at forsøge at besvare - f.eks. "Hvad er god ledelse?"
  • Facitlister kan "dræbe" den filosofiske proces. Mange organisationer oplever f.eks. ifm. indførelse af værdibaseret ledelse en utrolig god proces omkring at sætte ord på værdier og beskrive hvad de betyder i praksis. Derefter udgives dette i en folder, og forventes at leve i organisationen. Hvilket de sjældent gør! Hvis værdierne skal have liv, er det måske nødvendigt, at man dropper folderen og i stedet ser definitionen af værdierne som filosofiske spørgsmål, som man kontinuerligt må arbejde med i hverdagen.
  • En interessant arbejdsmetode: Skt. Benedikts metode. Man starter i stilhed. Derefter tales i tur over et tema. Den yngste (lavest anciennitet) begynder. Efter hvert indlæg følger lige så meget stilhed som tale.
  • Et forslag til en 2-dimensional model til rubricering af samtaler (coaching, supervision, psykoterapi, mentoring osv) efter i hvor høj grad de er baseret på hhv. dialog eller interview, og om målet er hhv. målafklaring/handling eller "praktisk visdom"/livsklogskab.

Og så var det dejligt at se, at også Michael Højlund Larsen er inspireret af Otto Scharmer.