Et år

I dag er det et år siden min Anne døde. Hvor kan der dog ske meget på et enkelt år.

Den første tid var forfærdelig. Alt var gråt og trist. Farverne var forsvundet fra verden. Tak til alle de mange venner, familiemedlemmer, sygehuspersonale m.fl. der holdt modet oppe med venlige ord, kærlige knus, klap på skulderen, besøg, middagsinvitationer, blomster, kager, telefonopringninger, sms’er, breve, mails, hilsner på facebook osv. Det betød alt, også selvom jeg ikke altid havde overskud til at svare tilbage! Jeg kunne leve flere dage på et varmt knus.

En særlig stor tak til sognepræst Anne Boye, der bisatte Anne. Hun var (og er) rigtig god at tale med. I det hele taget var det dejligt at komme i kirken og lade tårerne stille trille.

Jeg følte mig på en balancegang mellem katharsis og kollaps. En dag læste, græd og glædede jeg mig over vore gamle kærlighedsbreve. Hvor frigør kærligheden dog mange kreative kræfter! Smerten ved minderne føltes på en gang 'rensende' og som en hammer i hovedet.

Heldigvis håndterede jeg savnet og sorgen på en god måde. Jeg flygtede ikke, men tog smerten løbende i de små bidder, som jeg kunne magte. Freud siger vist et sted noget i retning af, at ved hver erindring om det tabte skal man tage afsked og indkassere noget smerte. Det passer fint på min sorgproces. Og det var meget konkret: I en periode havde jeg som mål at smide en ting ud hver dag.

Jeg havde stor hjælp af samtalerne med psykolog Jeppe Nilau fra Kræftrådgivningen i Hillerød. Specielt var det interessant og nyttigt at arbejde med mine drømme, der var ganske heftige den første tid.

Senere havde jeg stor glæde af sorggruppen hos Kræftens Bekæmpelse. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne besvære venner og familie med min sorg, men jeg havde stadig et stort behov for at tale om den. Så var det dejligt at møde ligestillede og dele erindringer og smerte.

Langsomt erobrede jeg mit liv tilbage. Og vores hjem blev stille og roligt mere og mere mit hjem. Fyldt med gode minder. Smerten og krampegråden forsvandt ikke, men der blev længere i mellem.

Og så kom kærligheden! Til Annes bisættelse sang vi Holger Lissners dejlige salme ”Nu har du taget fra os” DDS 552, hvor de sidste linier lyder:

Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.

Nu fik jeg også lov til at mærke nåden. Det var egentlig inspireret af Anne, som altid havde sagt, at hun håbede jeg fandt en anden, hvis hun faldt bort. Det havde jeg syntes var et underligt emne, men nu var jeg glad for, at hun havde sagt det. Jeg kunne mærke, at det ville gøre mig godt at mærke forelskelse og kropskontakt. Men jeg regnede ikke med, at det var noget, der kunne ske så hurtigt som det skete.

Jeg mødte Helle - og blev forelsket. Det var underligt at mærke, at kroppen kunne rumme både sorg og forelskelse på en gang. Jeg kunne stå og græde og glædes i løbet af det samme brusebad.

Og nu sidder jeg så her et år efter. Helle er flyttet ind, jeg kan mærke trangen til at komme ud på arbejdsmarkedet igen og til sommer er jeg (om alt går vel) færdig med min master i organisationspsykologi. Minderne, savnet og smerten er der stadig - og vil altid være der. Og Anne vil jeg heldigvis altid have med mig.