Persondataloven overtrædes i vidt omfang

Fornylig oplevede jeg til et seminar, at mange virksomheder - herunder også offentlige myndigheder - overtræder persondataloven i forbindelse med orientering af fagforening ved personalesager som afskedigelse mv. Mange steder sendes opsigelsen rutinemæssigt til den forhandlingsberettigede fagforening.

Det er kun tilladt at videregive rent neutrale informationer (f.eks. at en medarbejder er opsagt) forudsat, at dette kræves i henhold til overenskomsten. Det er derimod ikke tilladt at videregive negative informationer (som f.eks. årsag til afskedigelse) eller andre personfølsomme informationer (som f.eks. personnummer) uden udtrykkeligt samtykke.

Se f.eks. denne afgørelse fra Datatilsynet.

Målrettethed er en kende overvurderet

Vi skal ikke lede længe efter lovprisning af målrettethed både på det personlige og professionelle plan. For nylig læste jeg i en omtale af en ny bog, at den ville hjælpe mig til at "sætte personlige og professionelle mål, der kan gøre dig succesfuld."

Ingen tvivl om at målsætning er vigtig - men er det nu også en forudsætning for succes? Jeg kunne mærke en skepsis gnave. En del af den rettede sig mod overbevisningen om, at vi kan påvirke tilværelsen gennem vore valg, men en del af den stillede også spørgsmål ved selve lovprisningen af det målrettede. Jeg gjorde dog ikke mere ved det i den anledning.

Tilhængerne af 'mål som vejen til succes' ynder at citere Lewis Carroll, der i "Alice i Eventyrland" lader Alice møde Filurkatten:

Så sagde hun "Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra ...?"

"Det afhænger jo en del af, hvor du vil hen," sagde katten.

"Det er mig temmelig ligegyldigt..." sagde Alice.

"Så kan det jo også være det samme, hvilken vej du går, sagde katten.

"- bare jeg kommer et eller andet sted hen," tilføjede hun som en slags forklaring.

"Åh, det gør du sikkert," sagde katten, "når bare du går tilstrækkelig langt."

Det havde den jo ret i, tænkte Alice. (citeret efter Kjeld Elfelts oversættelse, Gyldendal, 1977).

Ingen tvivl om, at dette både er underholdende og dybsindigt. Men at tage det til indtægt for et krav om målrettethed er at gøre vold på historien. Den kunne lige så oplagt tages til indtægt for et modsat synspunkt.

For nogle uger siden holdt jeg så sommerferie på Azorerne. Med mig havde jeg en bunke nye og gamle artikler, som jeg havde revet ud af aviser og magasiner til senere læsning. En af dem var et interview med Torben Ulrich fra weekendavisen. I dette interview kommer Torben Ulrich med mange interessante refleksioner, men jeg bed specielt mærke i:

Det er interessant, hvor man går hen, hvis man ikke på forhånd har en målsætning. ... Det er eventyrligt, og det er forunderligt at være i en situation, der er rummelig og ånder og lever. (Stig Matthiesen, Boldkunstneren, 17. april 2009).

Her satte han jo netop ord på min skepsis. Og var der ikke også noget om, at mange succesfulde iværksættere havde droppet forretningsplanen (se f.eks. her).

Målrettethed er nyttig - specielt, hvis vi har nogle mål, vi gerne vil nå - men succes og lykke kommer ofte af at begive sig afsted uden nødvendigvis at have en målsætning.

Tanke om at containe (væren ikke gøren)

At containe er et vigtigt begreb psykologisk og ledelsesmæssigt.

Det oversættes ofte som 'at rumme stærke følelser', og er en evne til at modtage, holde, bearbejde og returnere følelser, som andre har svært ved selv at rumme.

Næste spørgsmål bliver så: hvordan gør man det? 

Måske kommer vi tættere på noget brugbart, hvis vi oversætter det med 'at kunne rummes af stærke følelser' eller på nudansk. 'at kunne være i dem'.

På den måde får vi begrebet flyttet fra 'virke-sfæren' til 'være-sfæren'. Så handler det ikke længere om 'hvordan gøre' men om 'at være' - med det mod det nu engang kræver.

Strategi

En gang om året har jeg sat en dag af til at se på min personlige strategi. Hvad har jeg nået og hvad vil jeg gerne nå i det kommende år? En sådan proces giver anledning til at filosofere lidt over strategibegrebet. Det har jeg gjort før og nu er det atter tid.

En god strategi frembringer en ledende og organiserende kraft, der hjælper os med at prioritere vores indsats. Strategien beskriver hvordan vi kommer fra, hvor vi er i dag, til, hvor vi ønsker at være i morgen.

Strategi handler basalt set om at sætte sig mål og planlægge, hvordan disse mål nås (handlingsplaner med delmål). Mere kompliceret er det ikke. Når der alligevel er skrevet mange tykke bøger om strategi, er det ikke kun fordi konsulenter tjener penge på at få det enkle til at se svært ud, men også fordi der er to store faldgruber, når man sætter sig strategiske mål.

Den ene faldgrube er, at man let kommer til at opstille alt for mange mål. Derved bliver det svært at prioritere og målene bliver ikke den guideline i hverdagen, som det er hensigten med strategiske mål. Den anden faldgrube er, at man opstiller målene baseret på en fremskrivning af fortiden. Man glemmer at forholde sig til betydningen af ændringer i marked, omverden, organisation, etc.

For at undgå disse faldgruber kan det være en fordel ind i mellem at gennemføre en grundigere strategiproces. En sådan proces indeholder en statusdel, hvor man analyserer hvad man står for (mission og værdier) og hvad man står i (analyse af organisation og omverden, SWOT), samt en fremtidsdel, hvor man beslutter, hvad man gerne vil stå for (vision og eventuelle nye værdier) og analyserer, hvad man kan komme til at stå i (fremtidsscenarier). Denne strategiproces kan kvalificere arbejdet med mål og handlingsplaner.

Når en strategi implementeres er det en hyppig misforståelse, at den ’bare’ skal brydes ned i forhold til de enkelte forretningsenheder. Det er kun muligt i meget homogene organisationer. I de fleste organisationer vil de overordnede mål være for uspecifikke for den enkelte forretningsenheder, og disse vil være nød til at lave deres egne strategier, der skal bakke op om den overordnede strategi. 

Alt flyder

I onsdags var dagens tekst på min innovationskalender (fra Designit): "Do one new thing a day that you have not done before."

Det lyder jo ganske fornuftigt - indtil man begynder at tænke nærmere over det! Formålet med forslaget er formentlig at vække os af den sløvhed, vi går rundt i, når vi gentager os selv. Men er der egentlig så mange gentagelser? Havde Heraklit ikke fat i en vigtig pointe omkring, at vi ikke kan bade i den samme flod to gange?

Gentagelsen er en illusion. I mange tilfælde en nyttig illusion, da den sparer os for en masse overvejelser, når forskellen på denne gang og sidste gang er ubetydelig. Så kan vi spare mental energi og multitaske/automatisere. I andre tilfælde er det en farlig illusion, hvor vi fuldstændig overser det nye fordi vi 'downloader' vores erfaring, vaner og tankemønstre på den nye situation. Vi cykler baglæns ind i fremtiden.

Men i så fald giver kalenderteksten mindre mening. Et mere nyttigt og udfordrende råd kunne i stedet være: "Prøv at lægge mærke til alt det nye, selvom verden umiddelbart ligner sig selv."

Vær dig selv og vis dig selv

Jeg har tidligere under parolerne: Kend dig selv! Vær dig selv! Gør det! blogget om essensen i ledelse: Verdens korteste lederkursus.

Forleden så jeg på mannaz at Rasmus Ankersen er inde på det præcist samme med, hvad han kalder verdens bedste ledelsesråd: "Lederen skal være sig selv og vise sig selv. Det kræver, at lederen kender sig selv, og ved, hvad han eller hun er god og dårlig til. Og så skal lederen være tilgængelig og have en naturlig og oprigtig interesse for sine medarbejdere. Man kan kun blive udnævnt til chef - ikke til leder."

Et år

I dag er det et år siden min Anne døde. Hvor kan der dog ske meget på et enkelt år.

Den første tid var forfærdelig. Alt var gråt og trist. Farverne var forsvundet fra verden. Tak til alle de mange venner, familiemedlemmer, sygehuspersonale m.fl. der holdt modet oppe med venlige ord, kærlige knus, klap på skulderen, besøg, middagsinvitationer, blomster, kager, telefonopringninger, sms’er, breve, mails, hilsner på facebook osv. Det betød alt, også selvom jeg ikke altid havde overskud til at svare tilbage! Jeg kunne leve flere dage på et varmt knus.

En særlig stor tak til sognepræst Anne Boye, der bisatte Anne. Hun var (og er) rigtig god at tale med. I det hele taget var det dejligt at komme i kirken og lade tårerne stille trille.

Jeg følte mig på en balancegang mellem katharsis og kollaps. En dag læste, græd og glædede jeg mig over vore gamle kærlighedsbreve. Hvor frigør kærligheden dog mange kreative kræfter! Smerten ved minderne føltes på en gang 'rensende' og som en hammer i hovedet.

Heldigvis håndterede jeg savnet og sorgen på en god måde. Jeg flygtede ikke, men tog smerten løbende i de små bidder, som jeg kunne magte. Freud siger vist et sted noget i retning af, at ved hver erindring om det tabte skal man tage afsked og indkassere noget smerte. Det passer fint på min sorgproces. Og det var meget konkret: I en periode havde jeg som mål at smide en ting ud hver dag.

Jeg havde stor hjælp af samtalerne med psykolog Jeppe Nilau fra Kræftrådgivningen i Hillerød. Specielt var det interessant og nyttigt at arbejde med mine drømme, der var ganske heftige den første tid.

Senere havde jeg stor glæde af sorggruppen hos Kræftens Bekæmpelse. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne besvære venner og familie med min sorg, men jeg havde stadig et stort behov for at tale om den. Så var det dejligt at møde ligestillede og dele erindringer og smerte.

Langsomt erobrede jeg mit liv tilbage. Og vores hjem blev stille og roligt mere og mere mit hjem. Fyldt med gode minder. Smerten og krampegråden forsvandt ikke, men der blev længere i mellem.

Og så kom kærligheden! Til Annes bisættelse sang vi Holger Lissners dejlige salme ”Nu har du taget fra os” DDS 552, hvor de sidste linier lyder:

Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.

Nu fik jeg også lov til at mærke nåden. Det var egentlig inspireret af Anne, som altid havde sagt, at hun håbede jeg fandt en anden, hvis hun faldt bort. Det havde jeg syntes var et underligt emne, men nu var jeg glad for, at hun havde sagt det. Jeg kunne mærke, at det ville gøre mig godt at mærke forelskelse og kropskontakt. Men jeg regnede ikke med, at det var noget, der kunne ske så hurtigt som det skete.

Jeg mødte Helle - og blev forelsket. Det var underligt at mærke, at kroppen kunne rumme både sorg og forelskelse på en gang. Jeg kunne stå og græde og glædes i løbet af det samme brusebad.

Og nu sidder jeg så her et år efter. Helle er flyttet ind, jeg kan mærke trangen til at komme ud på arbejdsmarkedet igen og til sommer er jeg (om alt går vel) færdig med min master i organisationspsykologi. Minderne, savnet og smerten er der stadig - og vil altid være der. Og Anne vil jeg heldigvis altid have med mig.