Jørgen Toldsted

Vi skal ikke lede længe efter lovprisning af målrettethed både på det personlige og professionelle plan. For nylig læste jeg i en omtale af en ny bog, at den ville hjælpe mig til at "sætte personlige og professionelle mål, der kan gøre dig succesfuld." Ingen tvivl om at målsætning er vigtig - men er det nu også en forudsætning for succes? Jeg kunne mærke en skepsis gnave. En del af den rettede sig mod overbevisningen om, at vi kan påvirke tilværelsen gennem vore valg, men en del af den stillede også spørgsmål ved selve lovprisningen af det målrettede. Jeg gjorde dog ikke mere ved det i den anledning. Tilhængerne af 'mål som vejen til succes' ynder at citere Lewis Carroll , der i "Alice i Eventyrland" lader Alice møde Filurkatten: Så sagde hun "Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra ...?" "Det afhænger jo en del af, hvor du vil hen," sagde katten. "Det er mig temmelig ligegyldigt..."...

At containe  er et vigtigt begreb psykologisk og ledelsesmæssigt. Det oversættes ofte som 'at rumme stærke følelser', og er en evne til at modtage, holde, bearbejde og returnere følelser, som andre har svært ved selv at rumme. Næste spørgsmål bliver så: hvordan gør man det?   Måske kommer vi tættere på noget brugbart, hvis vi oversætter det med 'at kunne rummes af stærke følelser' eller på nudansk. 'at kunne være i dem'. På den måde får vi begrebet flyttet fra 'virke-sfæren' til 'være-sfæren'. Så handler det ikke længere om 'hvordan gøre' men om 'at være' - med det mod det nu engang kræver.

En gang om året har jeg sat en dag af til at se på min personlige strategi. Hvad har jeg nået og hvad vil jeg gerne nå i det kommende år? En sådan proces giver anledning til at filosofere lidt over strategibegrebet. Det har jeg gjort før og nu er det atter tid. En god strategi frembringer en ledende og organiserende kraft, der hjælper os med at prioritere vores indsats. Strategien beskriver hvordan vi kommer fra, hvor vi er i dag, til, hvor vi ønsker at være i morgen. Strategi handler basalt set om at sætte sig mål og planlægge, hvordan disse mål nås (handlingsplaner med delmål). Mere kompliceret er det ikke. Når der alligevel er skrevet mange tykke bøger om strategi, er det ikke kun fordi konsulenter tjener penge på at få det enkle til at se svært ud, men også fordi der er to store faldgruber, når man sætter sig strategiske mål. Den ene faldgrube er, at man let kommer til at opstille alt for mange mål. Derved bliver det svært at prioritere og målene bliver ikke den guid...

I onsdags var dagens tekst på min innovationskalender (fra Designit ): "Do one new thing a day that you have not done before." Det lyder jo ganske fornuftigt - indtil man begynder at tænke nærmere over det! Formålet med forslaget er formentlig at vække os af den sløvhed, vi går rundt i, når vi gentager os selv. Men er der egentlig så mange gentagelser? Havde Heraklit ikke fat i en vigtig pointe omkring, at vi ikke kan bade i den samme flod to gange? Gentagelsen er en illusion. I mange tilfælde en nyttig illusion, da den sparer os for en masse overvejelser, når forskellen på denne gang og sidste gang er ubetydelig. Så kan vi spare mental energi og multitaske/automatisere. I andre tilfælde er det en farlig illusion, hvor vi fuldstændig overser det nye fordi vi 'downloader' vores erfaring, vaner og tankemønstre på den nye situation. Vi cykler baglæns ind i fremtiden. Men i så fald giver kalenderteksten mindre mening. Et mere nyttigt og udfordrende råd kunne i sted...

Jeg har tidligere under parolerne: Kend dig selv! Vær dig selv! Gør det! blogget om essensen i ledelse: Verdens korteste lederkursus . Forleden så jeg på  mannaz at Rasmus Ankersen er inde på det præcist samme med, hvad han kalder verdens bedste ledelsesråd: "Lederen skal være sig selv og vise sig selv. Det kræver, at lederen kender sig selv, og ved, hvad han eller hun er god og dårlig til. Og så skal lederen være tilgængelig og have en naturlig og oprigtig interesse for sine medarbejdere. Man kan kun blive udnævnt til chef - ikke til leder."

I dag er det et år siden min Anne døde. Hvor kan der dog ske meget på et enkelt år. Den første tid var forfærdelig. Alt var gråt og trist. Farverne var forsvundet fra verden. Tak til alle de mange venner, familiemedlemmer, sygehuspersonale m.fl. der holdt modet oppe med venlige ord, kærlige knus, klap på skulderen, besøg, middagsinvitationer, blomster, kager, telefonopringninger, sms’er, breve, mails, hilsner på facebook osv. Det betød alt, også selvom jeg ikke altid havde overskud til at svare tilbage! Jeg kunne leve flere dage på et varmt knus. En særlig stor tak til sognepræst Anne Boye , der bisatte Anne. Hun var (og er) rigtig god at tale med. I det hele taget var det dejligt at komme i kirken og lade tårerne stille trille. Jeg følte mig på en balancegang mellem katharsis og kollaps. En dag læste, græd og glædede jeg mig over vore gamle kærlighedsbreve. Hvor frigør kærligheden dog mange kreative kræfter! Smerten ved minderne føltes på en gang 'rensende' og som en ham...

Der er skrevet masser af kloge og rigtige ord om sorg, herunder om smerten, vreden, tomheden, savnet, minderne etc. Ved siden af alle disse følelser oplever jeg - og formentlig også andre sorgramte - at stå med nogle konkrete ’sorgopgaver’, hvor jeg lige nu gennemlever mindst tre: 1. Forstå virkeligheden Min krop kan ikke forstå/acceptere, at en så radikal og ultimativ ændring kan finde sted fra den ene dag til den anden. Selvom jeg intellektuelt, filosofisk og religiøst kan ’forstå’ døden, så oplever jeg, at kroppen kæmper imod. De første dage i form af, at verden var surrealistisk: Anne kunne jo ikke forsvinde fra verden uden alt andet, inkl. jordens rotation, også burde stoppe. Senere som en hyppig følelse af at være i en drøm, som jeg snart vil vågne af. Forståelsesopgaven har fyldt det meste den første tid. Selvom den formentlig senere klinger af til fordel for andre ’sorgopgaver’, så vil den være med mig længe. Jeg talte for nylig med en kvinde, som endnu tog sig i at ville del...