onsdag den 5. marts 2008

Filosofi og ledelse

I går var jeg til et interessant arrangement i IDA (arrangeret i samarbejde med Børsens Forlag) om "Sokratisk ledelse". Michael Højlund Larsen fra Ryan & Højlund talte om praktisk filosofi og udvikling af lederskab med udgangspunkt i sin bog Praktisk filosofi og ledelse. Bogen er skrevet på min "læse-liste", men mine umiddelbare reflektions/læringspunkter fra aftenen var:
  • Husk at sætte pris på værdien af undren og reflektion (dyb og stringent), herunder sætte tid af til dette.
  • Værdien af "filosofiske spørgsmål", som er spørgsmål, der ikke kan besvares endeligt, men som det alligevel giver mening og retning at forsøge at besvare - f.eks. "Hvad er god ledelse?"
  • Facitlister kan "dræbe" den filosofiske proces. Mange organisationer oplever f.eks. ifm. indførelse af værdibaseret ledelse en utrolig god proces omkring at sætte ord på værdier og beskrive hvad de betyder i praksis. Derefter udgives dette i en folder, og forventes at leve i organisationen. Hvilket de sjældent gør! Hvis værdierne skal have liv, er det måske nødvendigt, at man dropper folderen og i stedet ser definitionen af værdierne som filosofiske spørgsmål, som man kontinuerligt må arbejde med i hverdagen.
  • En interessant arbejdsmetode: Skt. Benedikts metode. Man starter i stilhed. Derefter tales i tur over et tema. Den yngste (lavest anciennitet) begynder. Efter hvert indlæg følger lige så meget stilhed som tale.
  • Et forslag til en 2-dimensional model til rubricering af samtaler (coaching, supervision, psykoterapi, mentoring osv) efter i hvor høj grad de er baseret på hhv. dialog eller interview, og om målet er hhv. målafklaring/handling eller "praktisk visdom"/livsklogskab.

Og så var det dejligt at se, at også Michael Højlund Larsen er inspireret af Otto Scharmer.

mandag den 11. februar 2008

Politiken åbner op til de danske blogs

Politiken skriver i dagens netavis, at de fremover vil forbedre integration af netavis og danske blogs ved hjælp af tjenesten Twingly. Det ligner en fremragende ide, forhåbentlig virker den! Læs hele artiklen her.

torsdag den 31. januar 2008

Selvkritik

Hørte i går Annette Baunhøj fra Baunhøj Connexion til en temadag arrangeret af hrplus. Hun kom bl.a. med en god opsang til selvkritikken, hvor man "taler" værre til sig selv ("Hold kæft, hvor er du dog dum") end man nogen sinde vil tale til et andet menneske. Så hun opfordrede alle til at være deres egen bedste ven/veninde! I øvrigt mente hun, at specielt kvinder lå under for en sådan overdreven selvkritik. Hvis hun har ret i det, kunne det være værd at overveje om det hænger sammen med det inferiøre T (jf. JTI/MBTI).

tirsdag den 15. januar 2008

Medarbejdernes skjulte evner

Jeg faldt over en ældre artikel i Ingeniøren: "Sæt ord på de ansattes skjulte evner", hvor Jens Arentzen bl.a. udtaler:
"Ledelse handler om at flytte menneskers selvopfattelse." "En dygtig leder bør være opsøgende og konfrontere medarbejderne med deres uudtalte talenter."

lørdag den 12. januar 2008

Ledelse gennem dovenskab !?

I dagens trykte udgave af Politiken faldt jeg over følgende citat: "Enhver person i en ledende stilling må have modet til at være doven." Et tankevækkende citat i vor forjagede tid. Selvfølgelig kan dovenskab have mange negative konsekavnser, men kan det ikke ind i mellem være en nyttig modvægt mod forhastede beslutninger eller undergravende stress? Ophavsmanden er den tyske hærchef 1930-33 Kurt von Hammerstein, som citeredes i forbindelse med Peter Wiwels anmeldelse af Hans Magnus Enzenbergers: "Hammerstein oder Der Eigensinn."

torsdag den 10. januar 2008

Abrashoff: It's Your Ship

Jeg har den seneste uge med fornøjelse læst Captain D. Michael Abrashoffs bog "It's Your Ship - Management Techniques from the Best Damn Ship in the Navy." Trods det militære udgangspunkt er det en god og letlæst bog om ledelse i alle typer af organisationer og virksomheder. Via kapitlerne: Take Command, Lead by Example, Listen Aggressively, Communicate Purpose and Meaning, Create a Climate of Trust, Look for Results Not Salutes, Take Calculated Risks, Go Beyond Standard Procedure, Build Up Your People, Generate Unity, Improve Your People's Quality of Life - lykkes det Abrashoff på underholdende og tankevækkende vis at komme rundt om utrolig mange relavente aspekter af ledelse. Bogen er typisk amerikansk på den gode måde, hvilket vil sige kort, pædagogisk og med mange interessante anekdoter. Samt en for os europæere slående mangel på ydmyghed over egne resultater ;-) Følgende er en række af bogens mange rammende udsagn:

"We had nowhere to go but up. Still, up is not an easy direction. It defies gravity." "I wanted them to have as much fun from nine to five every day at work as they did from five to nine every night at home." "I am absolutely convinced that with good leadership, freedom does not weaken discipline - it strengthens it. Free people have a powerful incentive not to screw up." "Trust is a kind of jujitsu: You have to earn it, and you earn trust only by giving it."

"Articulating the feelings that your people are afraid to speak is a large part of what leaders, including ship captains, do for a living."

"Having fun with your friends creates infinitely more social glue for any organization than stock options and bonuses will ever provide."

Bogen har ikke just revolutioneret mit syn på ledelse, og jeg kan ikke sige, at jeg har lært noget, jeg ikke vidste i forvejen. Men jeg er på underholdende vis blevet bekræftet i mange af mine ideer, og har under læsningen haft mange nyttige reflektioner over min egen ledelse.

Abrashoff er i dag leder og grundlægger af Grassroots Leadership, Inc.

Jeg blev opmærksom på bogen gennem Ole Bechs anmeldelse i Version2. Jeg lånte bogen på bibliotek.dk.

tirsdag den 8. januar 2008

Verdens korteste lederkursus?

Der udbydes et hav af lederkurser. Både til den erfarne leder og den ny leder og den kommende leder og ... Mange af disse kurser er sikkert ganske glimrende. Men ledelse kan ikke læres på et kursus. Ledelse handler basalt set om tre ting:
  1. Kend dig selv! Du er det stærkeste ledelsesværktøj, du har til rådighed. Kend dine stærke og svage sider. Vær bevidst om dine personlige præferencer, særheder, drømme osv.
  2. Vær dig selv! Selvom ledelse i høj grad er situationsbestemt, så får du kun autencitet gennem at være tro mod dig selv. Det betyder også, at du skal acceptere dine svage og mindre flatterende sider. Du må gerne arbejde på at forbedre dig, men du skal have sluttet forlig med dig selv - med hud og hår.
  3. Gør det! Brug de rammer du har. Vent ikke på at blive spurgt eller udnævnt. Leder er ikke en titel, det er noget man gør ved at tage ansvar.

Så "nemt" er det - og det kan vi så øve os på dagligt!

Derudover kan man da helt sikkert have glæde af alle mulige hjælpeværktøjer, der kan læres på diverse kurser. Men vent ikke på kurserne, det er bare at gå i gang!