Usikkerhed og krise

Livet er i bund og grund usikkert. Vi ved aldrig, hvornår vi eller vore kære rammes af sygdom, død eller andre kriser. De fleste af os har svært ved at leve med denne usikkerhed. Derfor går vi i hverdagen rundt og bilder os ind, at vi har styr på tingene og selv former vores liv. Denne løgn præger i stigende grad hele vort samfund. Det ses i den øgede accept af "du er din egen lykkes smed" og den øgede tendens til at forklare livskriser med forkert indstilling, livsstil eller andet, der kan coaches væk. Den sidstnævnte tendens er ekstra uheldig, fordi det er en vigtig bivirkning ved kriser (hvor ubehagelige de i øvrigt er) er vi mindes om, at vi ikke er i kontrol. Det er sundt at blive vækket af denne livsløgn, og det kan lære os at sætte mere pris på livet og andre mennesker. Bagsiden er naturligvis usikkerheden. Den kan være meget ubehagelig. Personligt føler jeg den i perioder som en "knude" i mellemgulvet. Det er svært at give slip på kontrollen. Hvis det lykkes, oplever vi ofte, at der bliver plads til forøget kreativitet eller nye tanker. Bliver usikkerheden for stor kan den i værste fald udvikle sig til angst eller depression. Her får jeg støtte i min kristne tro. Den hjælper mig med at acceptere og takle usikkerheden og holde meningsløsheden fra døren. Havde jeg ikke min tro, ville det være svært ikke at søge tilbage til løgnen om egenkontrol, eller dulme angsten i f.eks. alkohol. Forrige søndags var jeg til gudstjeneste i Præstevang Kirke, hvor vi bl.a. sang Thomas Kingos "Herre Jesus, kom at røre", hvor det i 2. vers bl.a. lyder: "...hug hver syndig tanke ned,som til synd og sikkerhed, vil med ondskab mig forlede..." Ganske tankevækkende at Kingo helt naturligt sidestiller syndige tanker med tanken om sikkerhed!

U-teorien

På Kommunikationsforum er pt. en interessant og kritisk anmeldelse af Scharmes U-teori. Jeg har naturligvis blandet mig i debatten, da teorien m.m. er en af mine "kæpheste". Derfor dette link til debatten.

Åbenhed, inddragelse og medbestemmelse?

Er ledelsen i din organisation åben - eller er den lukket og topstyret? I mange organisationer og virksomheder får man meget forskellige svar, hvis man stiller dette spørgsmål til hhv. ledelse og medarbejdere. De forskellige opfattelser kan naturligvis i et vist omfang forklares ved forskellige forventninger til den ideelle grad af åbenhed. Men min erfaring er, at man kommer tættere på hinanden ved at diskutere begreberne inddragelse og medbestemmelse og søge en fælles forståelse af disse begreber. Ledelsen forpligter sig til i vidt omfang at inddrage medarbejderne i væsentlige beslutninger ved at høre medarbejdernes synspunkter inden endelig beslutning tages. Og medarbejderne accepterer loyalt, at ledelsen alene tager den endelige beslutning. Alligevel går det ofte galt. En organisation og dens ledelse kan nemlig godt være åben 'participativt', dvs. åben for meninger og kritik, uden at være åben 'reflektorisk', dvs. villig til at udfordre sin egen tænkning. Man 'downloader' altså fortsat sit eget verdensbillede på virkeligheden. Derved bliver den participative åbenhed på skrømt, udelukkende tjenende taktiske formål. Og så er vi slået tilbage til start... ------- Tak til Michael Højlund Larsen for i sin bog Praktisk Filosofi og Ledelse (som jeg også omtalte her), at have gjort mig opmærksom på Peter Senges begreber ''participativ' og 'refleksiv' åbenhed.

Fra Mig til Dig eller fra Forvaltning til Relationer

Nedenstående tanker opstod oprindelig inspireret af Otto Scharmers U-proces og Nick Hækkerups tanker om den offentlige forvaltnings vej fra regelstyring til netværksstyring. De gav anledning til denne blog. Efter en artikel i Ingeniøren februar 2008, har jeg opdateres min model en smule. På trin 1 (Reaktivt), tages der udgangspunkt i "Mig" - dvs. mit subjektive syn på verden (set fra mit ståsted). På individniveau forholder man sig til omverdenen ved "downloading" af eget verdenssyn og fortolkningsramme. På gruppeniveau forholder man sig høfligt til hinanden og følger gruppens regler. På institutionsniveau er idealet en effektiv bureaukratisk forvaltning, hvor man taler om klienter (som man sagsbehandler) og ansatte. På samfundsniveau har man centralplanlægning og regelstyring - den traditionelle velfærdsstat. På trin 2 (Åbent sind), tages der udgangspunkt i "Den" eller "Det" - dvs. et objektivt syn på verden (set fra et "neutralt" ståsted). På individniveau forholder man sig til omverdenen faktuelt og observerende. På gruppeniveau forholder man sig kontakt til hinanden og sætter regler for gruppen. På institutionsniveau er idealet en effektiv forretning, hvor man taler om kunder (som man sælger til) og medarbejdere. På samfundsniveau har man konkurrence, New Public Management samt mål- og rammestyring. På trin 3 (Åbent hjerte), tages der udgangspunkt i "Dig" eller "Næsten" - dvs. et subjektivt syn på verden (set fra "den andens" ståsted). På individniveau forholder man sig til omverdenen empatisk og lyttende. På gruppeniveau forholder man sig spørgende og reflekterende til hinanden og gruppen. På institutionsniveau er idealet gode og effektive relationer, og man taler om partnere (som man coacher jf. Nu skal kunderne også coaches). På samfundsniveau har man netværksstyring og gensidig tilpasning. I det omfang min model giver mening, så vil jeg påstå, at hvor udfordringen mange steder tidligere har været at bevæge sig fra tin 1 til trin 2, så er dagens udfordring at forsætte bevægelsen op til trin 3. Det gælder både på virksomhederne og i udviklingen af fremtidens velfærdssamfund.

Twitter

Inspireret af Trine-Maria vil jeg prøve at bruge mobilen til at skrive direkte til nettet. Jeg ville egentlig gerne prøve Jaiku, da den så mest spændende ud, men efter forgæves at have ventet en uge på at få lov til at tilslutte mig, fald mit valg i stedet på Twitter. Det tog kun et par minutter, så var min profil på plads og første tekst sendt fra mobilen. Nu må jeg så blot se om jeg finder det nyttigt. Jeg er nok på forhånd lidt skeptisk. Noter skriver jeg jo allerede i dag til mobilen og kan via Bluetooth uden besvær trækker de relevante over på pc og net. Men nu vil jeg i hvertfald give et give det en chance.

Oversættelse - blogosfæren bliver meget større!

Googles nye oversætter er på ingen måde perfekt, men det nærmer sig - og det langt hastigere end jeg personligt havde troet. Jeg har i dag installeret deres oversættelses-gadget, som jeg har hentet her. Og selvom der ryger lidt mening hist og her, så ser resultatet absolut ud til at være forståeligt. Snart kan alle skrive blogs på eget modersmål og blive læst af alle andre på hvert enkelt modersmål. Gad vide, hvad det på længere sigt vil gøre ved vores sprog? På den ene side kan denne udvikling sikre de enkelte sprogs overlevelse. Men sprogene risikerer også at blive fattigere, fordi vi vil vænne os til at bruge bestemte vendiger, der "virker" i oversætterne.

Karriere og type

Jeg har i en selvstændig blogpost beskrevet mit generelle udbytte af den Europæiske Typekonference. En af de workshops, jeg deltog i, var ved professor Rikard Larsson og Dr. Patrick Sweet fra Decision Dynamics. Temaet var "Enhancing Career Development and Coaching with Jungian Types", og det var den bedste introduktion til Karrieremodellen, jeg endnu har hørt. Præsentationen kan findes her. Interessant var beskrivelsen af, hvordan karrieremodellen og JTI/MBTI kan supplere hinanden. Karrieremodellen kan således bidrage til typeafklaring, hvis der er uklare S/N eller J/P præferencer, mens typologien kan bidrage til prioritering, hvor der i karrierem modellen er mange højt vægtede karrieremotiver. Larsson og Sweet har primært arbejdet med sammenhængen mellem karrieremodellen og opfatte- & livsstilsdimensionerne, dvs. linsen SJ, SP, NJ og NP. De har her fundet en korrelation mellem SJ og karrieremotiverne Ekspert/Lineær, samt mellem NP og karrieremotiverne Udvidende/Episodisk. Betydningen af SP og NJ er endnu uklar. Der uddeltes en prototype på en samlet karriererapport, der både indrog den klassiske karrieremodel-tilbagemelding + information om personens jungianske type. Prototypen så spændende og anvendelig ud. Dog bør man efter min smag ikke omtale typiske match mellem type og karriere (de statistisk mest og mindst almindelige job), da jeg ikke tror på, at en sådan viden er nyttig i forbindelse med karrierevalg - snarere tværtimod. En anden vigtig pointe i workshoppen er betydningen af at ændre karrieretypernes overvejende negative indtryk af hinanden til at se hinandens positive muligheder. Det er jo også et af typologiens vigtige bidrag. Her havde de nogle gode pointer på planchen "Turning talent career blind-spots into goldmines". En ting der slår mig, nu hvor jeg reflekterer over workshoppen, er om (og i givet fald hvorfor) karrieremodellen begrænser sig til arbejdslivet. Skellet mellem arbejde og fritid er jo på mange måder udflydende (jeg foretrækker derfor normalt at tale om begreberne Virke og Væren), og jeg vil tro, at mange mennesker tilfredsstiller deres karrieremotiver udenfor arbejdspladsen, f.eks. via hobby eller foreningsarbejde. Udover ovenstående noterede jeg mig også følgende personlige aktiviteter:

• Jeg vil personligt gerne bruge noget mere tid på at overveje mit nuværende job i karrieremodellens lys.
• Jeg vil forsøge at introducere karrieremodellen som et nyttigt lederudviklingsværkstøj overfor vores HR-afdeling.
• Jeg vil genlæse Charles R. Martins glimrende 16 Personality Types and Carreer Mastery, da jeg synes dens fremgangsmåde giver rigtig god mening.
• Jeg vil bruge lidt tid på at overveje sammenhæng/modstrid/supplement mellem karrieremodellen og Edgar Scheins karriereankre. Karrieremodellen virker dog umiddelbart mere anvendelig og meningsfuld for mig.