tirsdag den 15. januar 2008

Medarbejdernes skjulte evner

Jeg faldt over en ældre artikel i Ingeniøren: "Sæt ord på de ansattes skjulte evner", hvor Jens Arentzen bl.a. udtaler:
"Ledelse handler om at flytte menneskers selvopfattelse." "En dygtig leder bør være opsøgende og konfrontere medarbejderne med deres uudtalte talenter."

lørdag den 12. januar 2008

Ledelse gennem dovenskab !?

I dagens trykte udgave af Politiken faldt jeg over følgende citat: "Enhver person i en ledende stilling må have modet til at være doven." Et tankevækkende citat i vor forjagede tid. Selvfølgelig kan dovenskab have mange negative konsekavnser, men kan det ikke ind i mellem være en nyttig modvægt mod forhastede beslutninger eller undergravende stress? Ophavsmanden er den tyske hærchef 1930-33 Kurt von Hammerstein, som citeredes i forbindelse med Peter Wiwels anmeldelse af Hans Magnus Enzenbergers: "Hammerstein oder Der Eigensinn."

torsdag den 10. januar 2008

Abrashoff: It's Your Ship

Jeg har den seneste uge med fornøjelse læst Captain D. Michael Abrashoffs bog "It's Your Ship - Management Techniques from the Best Damn Ship in the Navy." Trods det militære udgangspunkt er det en god og letlæst bog om ledelse i alle typer af organisationer og virksomheder. Via kapitlerne: Take Command, Lead by Example, Listen Aggressively, Communicate Purpose and Meaning, Create a Climate of Trust, Look for Results Not Salutes, Take Calculated Risks, Go Beyond Standard Procedure, Build Up Your People, Generate Unity, Improve Your People's Quality of Life - lykkes det Abrashoff på underholdende og tankevækkende vis at komme rundt om utrolig mange relavente aspekter af ledelse. Bogen er typisk amerikansk på den gode måde, hvilket vil sige kort, pædagogisk og med mange interessante anekdoter. Samt en for os europæere slående mangel på ydmyghed over egne resultater ;-) Følgende er en række af bogens mange rammende udsagn:

"We had nowhere to go but up. Still, up is not an easy direction. It defies gravity." "I wanted them to have as much fun from nine to five every day at work as they did from five to nine every night at home." "I am absolutely convinced that with good leadership, freedom does not weaken discipline - it strengthens it. Free people have a powerful incentive not to screw up." "Trust is a kind of jujitsu: You have to earn it, and you earn trust only by giving it."

"Articulating the feelings that your people are afraid to speak is a large part of what leaders, including ship captains, do for a living."

"Having fun with your friends creates infinitely more social glue for any organization than stock options and bonuses will ever provide."

Bogen har ikke just revolutioneret mit syn på ledelse, og jeg kan ikke sige, at jeg har lært noget, jeg ikke vidste i forvejen. Men jeg er på underholdende vis blevet bekræftet i mange af mine ideer, og har under læsningen haft mange nyttige reflektioner over min egen ledelse.

Abrashoff er i dag leder og grundlægger af Grassroots Leadership, Inc.

Jeg blev opmærksom på bogen gennem Ole Bechs anmeldelse i Version2. Jeg lånte bogen på bibliotek.dk.

tirsdag den 8. januar 2008

Verdens korteste lederkursus?

Der udbydes et hav af lederkurser. Både til den erfarne leder og den ny leder og den kommende leder og ... Mange af disse kurser er sikkert ganske glimrende. Men ledelse kan ikke læres på et kursus. Ledelse handler basalt set om tre ting:
  1. Kend dig selv! Du er det stærkeste ledelsesværktøj, du har til rådighed. Kend dine stærke og svage sider. Vær bevidst om dine personlige præferencer, særheder, drømme osv.
  2. Vær dig selv! Selvom ledelse i høj grad er situationsbestemt, så får du kun autencitet gennem at være tro mod dig selv. Det betyder også, at du skal acceptere dine svage og mindre flatterende sider. Du må gerne arbejde på at forbedre dig, men du skal have sluttet forlig med dig selv - med hud og hår.
  3. Gør det! Brug de rammer du har. Vent ikke på at blive spurgt eller udnævnt. Leder er ikke en titel, det er noget man gør ved at tage ansvar.

Så "nemt" er det - og det kan vi så øve os på dagligt!

Derudover kan man da helt sikkert have glæde af alle mulige hjælpeværktøjer, der kan læres på diverse kurser. Men vent ikke på kurserne, det er bare at gå i gang!

lørdag den 5. januar 2008

Hvordan kommer man bedst tilbage efter en sygemelding pga. stress

Jeg har i tidens løb oplevet en del kolleger og venner blive sygemeldt pga. stress. Min erfaring er, at de, der hurtigt kommer tilbage, også på længere sigt kommer i gang igen, mens de der langtidssygemeldes aldrig kommer tilbage til samme arbejdsplads - hvis de overhovedet kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Det er desværre alt for let at få en langtidssygemelding pga. stress hos sin læge, men jeg synes at lægerne i langt højere grad burde hjælpe den stressramte med at komme tilbage via deltidssygemeldinger. Hvilket selvfølgelig også stiller krav til virksomhederne om at være parat til dette. Ingeniøren har i gårsdagens udgave en artikel, der bakker op om dette synspunkt. I artiklen refereres erhvervs- og arbejdspsykolog Henning Jensen:
"Skulle en medarbejder blive sygemeldt på grund af stress, opfordrer psykologen ledelsen til at lade den pågældende medarbejder komme tilbage trinvist og i et roligt tempo. Han forklarer, at den bedste medicin mod stress er at komme relativt hurtigt i gang igen, men med små og overskuelige arbejdsopgaver. Det er vigtigt, at den stressede oplever, at han har kontrol over situationen, så han når de mål, han sætter sig og på den måde bygger selvtillidden op."

tirsdag den 11. december 2007

Globalisering

Der tales meget om globaliseringen i disse år. Og mens vi taler er der nogle der ikke har opdaget, at den allerede er her! Således synes jeg det er slående, at megen EU-modstand bygger på et forældet verdensbillede, hvor man forestiller sig at Danmark eller Norden kan stå alene i en global verden. Jeg håber flere snart begynder at forholde sig konkret til globaliseringens muligheder og trusler, og hvordan vi skal forholde os til disse, i stedet for en teoretisk diskusion om hvorvidt vi vil globalisering eller ej. Min politiske vision er at en bygge bro baseret på dialog, anerkendelse og respekt mellem de globaliserende (alle os der sidder på flæsket, informationerne og magten) og de globaliserede (alle de herhjemme og i resten af verden, der ikke har midler, viden og magt). Det er nødvendigt at vi alle bliver mere bevidste om hvor tæt forbundne vi er på tværs af samfund og nationer.

fredag den 7. december 2007

Julefrokost

Det er sæson for avisartikler om det vigtige emne: hvornår bør chefen forlade julefrokosten? I år har både Berlingske Tidende og Urban beskrevet emnet (og sikkert flere andre aviser). Urban citerer bl.a. i en artikel 28/11/2007 Vibeke Skytte fra Ledernes Hovedorganisation for:
"Jeg vil ikke sige, at chefen skal gå tidligt hjem, men han skal absolut ikke være den sidste. På et tidspunkt skal han lige så stille liste af og give medarbejderne et frirum"
De citerer også adm. dir. for Microsoft Jørgen Bardenfleth for:
"Julefrokosten er et meget godt spejlbillede af stemningen i virksomheden. Hvis stemningen er god, kan man godt feste sammen uden at tænke så meget på, at man er chefen"
Jeg er mest eing med Jørgen Bardenfleth. Så når jeg går tidligt i aften, er det nok mest fordi jeg blot er træt ;-)