Strategi

En gang om året har jeg sat en dag af til at se på min personlige strategi. Hvad har jeg nået og hvad vil jeg gerne nå i det kommende år? En sådan proces giver anledning til at filosofere lidt over strategibegrebet. Det har jeg gjort før og nu er det atter tid.

En god strategi frembringer en ledende og organiserende kraft, der hjælper os med at prioritere vores indsats. Strategien beskriver hvordan vi kommer fra, hvor vi er i dag, til, hvor vi ønsker at være i morgen.

Strategi handler basalt set om at sætte sig mål og planlægge, hvordan disse mål nås (handlingsplaner med delmål). Mere kompliceret er det ikke. Når der alligevel er skrevet mange tykke bøger om strategi, er det ikke kun fordi konsulenter tjener penge på at få det enkle til at se svært ud, men også fordi der er to store faldgruber, når man sætter sig strategiske mål.

Den ene faldgrube er, at man let kommer til at opstille alt for mange mål. Derved bliver det svært at prioritere og målene bliver ikke den guideline i hverdagen, som det er hensigten med strategiske mål. Den anden faldgrube er, at man opstiller målene baseret på en fremskrivning af fortiden. Man glemmer at forholde sig til betydningen af ændringer i marked, omverden, organisation, etc.

For at undgå disse faldgruber kan det være en fordel ind i mellem at gennemføre en grundigere strategiproces. En sådan proces indeholder en statusdel, hvor man analyserer hvad man står for (mission og værdier) og hvad man står i (analyse af organisation og omverden, SWOT), samt en fremtidsdel, hvor man beslutter, hvad man gerne vil stå for (vision og eventuelle nye værdier) og analyserer, hvad man kan komme til at stå i (fremtidsscenarier). Denne strategiproces kan kvalificere arbejdet med mål og handlingsplaner.

Når en strategi implementeres er det en hyppig misforståelse, at den ’bare’ skal brydes ned i forhold til de enkelte forretningsenheder. Det er kun muligt i meget homogene organisationer. I de fleste organisationer vil de overordnede mål være for uspecifikke for den enkelte forretningsenheder, og disse vil være nød til at lave deres egne strategier, der skal bakke op om den overordnede strategi. 

Alt flyder

I onsdags var dagens tekst på min innovationskalender (fra Designit): "Do one new thing a day that you have not done before."

Det lyder jo ganske fornuftigt - indtil man begynder at tænke nærmere over det! Formålet med forslaget er formentlig at vække os af den sløvhed, vi går rundt i, når vi gentager os selv. Men er der egentlig så mange gentagelser? Havde Heraklit ikke fat i en vigtig pointe omkring, at vi ikke kan bade i den samme flod to gange?

Gentagelsen er en illusion. I mange tilfælde en nyttig illusion, da den sparer os for en masse overvejelser, når forskellen på denne gang og sidste gang er ubetydelig. Så kan vi spare mental energi og multitaske/automatisere. I andre tilfælde er det en farlig illusion, hvor vi fuldstændig overser det nye fordi vi 'downloader' vores erfaring, vaner og tankemønstre på den nye situation. Vi cykler baglæns ind i fremtiden.

Men i så fald giver kalenderteksten mindre mening. Et mere nyttigt og udfordrende råd kunne i stedet være: "Prøv at lægge mærke til alt det nye, selvom verden umiddelbart ligner sig selv."

Vær dig selv og vis dig selv

Jeg har tidligere under parolerne: Kend dig selv! Vær dig selv! Gør det! blogget om essensen i ledelse: Verdens korteste lederkursus.

Forleden så jeg på mannaz at Rasmus Ankersen er inde på det præcist samme med, hvad han kalder verdens bedste ledelsesråd: "Lederen skal være sig selv og vise sig selv. Det kræver, at lederen kender sig selv, og ved, hvad han eller hun er god og dårlig til. Og så skal lederen være tilgængelig og have en naturlig og oprigtig interesse for sine medarbejdere. Man kan kun blive udnævnt til chef - ikke til leder."

Et år

I dag er det et år siden min Anne døde. Hvor kan der dog ske meget på et enkelt år.

Den første tid var forfærdelig. Alt var gråt og trist. Farverne var forsvundet fra verden. Tak til alle de mange venner, familiemedlemmer, sygehuspersonale m.fl. der holdt modet oppe med venlige ord, kærlige knus, klap på skulderen, besøg, middagsinvitationer, blomster, kager, telefonopringninger, sms’er, breve, mails, hilsner på facebook osv. Det betød alt, også selvom jeg ikke altid havde overskud til at svare tilbage! Jeg kunne leve flere dage på et varmt knus.

En særlig stor tak til sognepræst Anne Boye, der bisatte Anne. Hun var (og er) rigtig god at tale med. I det hele taget var det dejligt at komme i kirken og lade tårerne stille trille.

Jeg følte mig på en balancegang mellem katharsis og kollaps. En dag læste, græd og glædede jeg mig over vore gamle kærlighedsbreve. Hvor frigør kærligheden dog mange kreative kræfter! Smerten ved minderne føltes på en gang 'rensende' og som en hammer i hovedet.

Heldigvis håndterede jeg savnet og sorgen på en god måde. Jeg flygtede ikke, men tog smerten løbende i de små bidder, som jeg kunne magte. Freud siger vist et sted noget i retning af, at ved hver erindring om det tabte skal man tage afsked og indkassere noget smerte. Det passer fint på min sorgproces. Og det var meget konkret: I en periode havde jeg som mål at smide en ting ud hver dag.

Jeg havde stor hjælp af samtalerne med psykolog Jeppe Nilau fra Kræftrådgivningen i Hillerød. Specielt var det interessant og nyttigt at arbejde med mine drømme, der var ganske heftige den første tid.

Senere havde jeg stor glæde af sorggruppen hos Kræftens Bekæmpelse. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne besvære venner og familie med min sorg, men jeg havde stadig et stort behov for at tale om den. Så var det dejligt at møde ligestillede og dele erindringer og smerte.

Langsomt erobrede jeg mit liv tilbage. Og vores hjem blev stille og roligt mere og mere mit hjem. Fyldt med gode minder. Smerten og krampegråden forsvandt ikke, men der blev længere i mellem.

Og så kom kærligheden! Til Annes bisættelse sang vi Holger Lissners dejlige salme ”Nu har du taget fra os” DDS 552, hvor de sidste linier lyder:

Du gir os nye kræfter.
Du knytter nye tråde.
Og hvad så sker derefter,
må komme af din nåde.

Nu fik jeg også lov til at mærke nåden. Det var egentlig inspireret af Anne, som altid havde sagt, at hun håbede jeg fandt en anden, hvis hun faldt bort. Det havde jeg syntes var et underligt emne, men nu var jeg glad for, at hun havde sagt det. Jeg kunne mærke, at det ville gøre mig godt at mærke forelskelse og kropskontakt. Men jeg regnede ikke med, at det var noget, der kunne ske så hurtigt som det skete.

Jeg mødte Helle - og blev forelsket. Det var underligt at mærke, at kroppen kunne rumme både sorg og forelskelse på en gang. Jeg kunne stå og græde og glædes i løbet af det samme brusebad.

Og nu sidder jeg så her et år efter. Helle er flyttet ind, jeg kan mærke trangen til at komme ud på arbejdsmarkedet igen og til sommer er jeg (om alt går vel) færdig med min master i organisationspsykologi. Minderne, savnet og smerten er der stadig - og vil altid være der. Og Anne vil jeg heldigvis altid have med mig.

Rynker på sjælen - opgaver i sorgen

Der er skrevet masser af kloge og rigtige ord om sorg, herunder om smerten, vreden, tomheden, savnet, minderne etc. Ved siden af alle disse følelser oplever jeg - og formentlig også andre sorgramte - at stå med nogle konkrete ’sorgopgaver’, hvor jeg lige nu gennemlever mindst tre: 1. Forstå virkeligheden Min krop kan ikke forstå/acceptere, at en så radikal og ultimativ ændring kan finde sted fra den ene dag til den anden. Selvom jeg intellektuelt, filosofisk og religiøst kan ’forstå’ døden, så oplever jeg, at kroppen kæmper imod. De første dage i form af, at verden var surrealistisk: Anne kunne jo ikke forsvinde fra verden uden alt andet, inkl. jordens rotation, også burde stoppe. Senere som en hyppig følelse af at være i en drøm, som jeg snart vil vågne af. Forståelsesopgaven har fyldt det meste den første tid. Selvom den formentlig senere klinger af til fordel for andre ’sorgopgaver’, så vil den være med mig længe. Jeg talte for nylig med en kvinde, som endnu tog sig i at ville dele en god historie med sin mand, trods han døde for 7 år siden. Jeg oplever at de bedste redskaber i denne opgave er tårerne, nattens drømme og vreden mod livet/Gud. 2. Forstå mig selv Jeg er for altid blevet en ’anden’ person. Sorgen vil være en fast del af min bagage: jeg har fået rynker på sjælen. Det er vigtigt for mig, at undersøge, hvilke ændringer af mit selvbillede dette giver anledning til. Desværre ligger svaret vist ikke lige om hjørnet. 3. Opfinde livet på ny Selvom jeg ikke rigtig orker at tænke på fremtiden, er der masser af spørgsmål, der trænger sig på: Hvilke vaner vil jeg holde fast i? Hvordan skal hjemmet indrettes? Vil jeg blive boende? Jeg skal simpelthen opfinde mit liv på ny, og herunder vælge, hvad jeg vil holde fast i fra mit forrige liv, og hvad jeg vil give slip på. Påtrængende er forladthedsfølelsen og ensomheden: Hvordan får jeg dækket mit behov for at give og modtage kærlighed, omsorg, anerkendelse, knus/kropskontakt, seksualitet, etc. - når min vigtigste kilde til at vederkvæge denne tørst er tørret ud?

Hjemløs er min længsel

En af årets første dage døde min elskede hustru Anne Arentoft efter kort kamp mod kræften. Jeg har endnu ikke helt fattet at det virkelig er sket.

Undervejs i sygdomsforløbet havde jeg stor glæde af Lars Björklunds vidunderlige "Modet att ingenting göra" (findes også på dansk). Et digt herfra beskriver meget godt mine nuværende følelser:

HEMLÖS Höstens färger går mot grått Din frånvaro finns i varje steg Oavbrutet är du inte här Hemlös är min längtan

Ledelse af primadonnaer 2/2

Udfordringerne ved ledelse af primadonnaer (primadonnabegrebet er uddybet i en tidligere blog) er de klassiske (motivation, fastholdelse, retningsgivning, samarbejde, udvikling, etc.), men de er større end normalt. Der er derfor behov for en betydelig ledelsesindsats og et stort omfang af opmærksomhed rettet mod både primadonnaen selv, men også den øvrige organisation. Man skal ville mulighederne, så man orker udfordringerne. Formel autoritet har ringe effekt og trusler, kæft, trit og retning virker slet ikke. Men, der er en række værktøjer, som er centrale (med inspiration fra Lars Goldsmidt, ”Ledelse af primadonnaer ” i ”Hvor svært kan det være? – dilemmaer i videnledelse”, 2005.):

• Faglige argumenter
• Udfordrende mål
• Konflikthåndtering
• Personligt eksempel
• Italesættelse og respekt

Faglighed Lars Goldsmit skriver direkte: ”Fagligheden er ofte det eneste hul gennem primadonnaens kommunikations-filtre.” Det er en stor udfordring for ledere med anden faglig baggrund. Udfordrende mål Primadonnaer kan tændes af udfordrende mål, og af det faktum, at netop de er uundværlige for at kunne nå målet. De kan lide at overgå sig selv.

”Primadonnaer skal ledes med fokus på produktet og retningen. En leder, der arbejder med primadonnaer, må gerne være meget krævende og streng! Han/hun må gerne være diktator på det faglige niveau og sige, at ”Jeg ved du kan (…) nej, du SKAL gøre det bedre!” Giordano Bellincampi, operachef og dirigent.

Konflikthåndtering Der er ofte konflikter omkring primadonnaer. Disse skal håndteres aktivt. Personligt eksempel Mange ledere kan identificere sig med - og forstå - primadonnaen gennem deres egne primadonnatræk. Lars Goldsmidt skriver: ”Mange ledere har primadonnatræk (som de har styr på, hvis de gode ledere).” Gennem lederens personlige eksempel kan positiv adfærd demonstreres og muligheder/udfordringer ved at styre sine primadonnatræk kan italesættes. Italesættelse og respekt Det skal være klart, at alle medarbejdere er værdifulde og at asocial adfærd er uacceptabel. De 'normale' medarbejdere skal gøres til allierede og forstå, at man ikke bare kan skille sig af med primadonnaen og at denne 'slipper af sted med' lidt mere. Måske kan der være fuld åbenhed om begrebet 'Primadonnaledelse.'

”Hvis virksomheden f.eks. består af et kor og nogle operasangere, hvem er så vigtigst: Primadonnaen, der er på plakaten, eller det senest ansatte kormedlem? Hvem skal have primadonnaledelse, og hvem skal bare have ikke-primadonnaledelse?" Hildebrandt & Brandi

Teams og dokumentation Organisationen skal kunne klare sig, når primadonnaen rejser andet steds hen (de er ofte mobile). Der skal derfor være andre medarbejdere på primadonnaens opgaver, selvom primadonnaen oftest selv vil arbejde alene. Videndeling og dokumentation skal have høj prioritet.

”En primadonna er et barn, der er blevet voksen uden at miste sin oprindelige unikke kombination af egomani og total hengivelse – og som, sammen med en højt fagligt niveau og kompetence, har udviklet et meget stort behov for mening med sit virke. Her ligger der en stor nødvendig og vigtig ledelsesopgave, som du skal løse, hvis du vil skabe toppræstationer.” Emmet Feigenberg, skuespilchef