fredag den 9. november 2007

Helheder og dele: En del er et sted, hvor helheden er tilstede

I min ungdom var det moderne at efterspørge en holistisk tankegang. Dette blev oftest udtrykt ved et angreb på den reduktionistiske videnskabsteori og -praksis. Filosofiens slagord var: ”Helheden er mere end summen af enkeltdele (The whole is more than the sum of its parts).” Dette slagord er dog mere begrænsende end oplysende. Det fremhæver ”urimeligt” helheden på delenes bekostning. Jeg har i stedet fundet inspiration i udsagnet: ”En del er et sted, hvor helheden er tilstede (A part is a place for the presencing of the whole).” Jeg har fundet udsagnet i den charmerende og tankevækkende bog Presence af Peter Senge, Otto Scharmer, Joseph Jaworski og Betty Sue Flowers. Dette udsagn gør op med det mekanistiske verdenssyn uden at gøre det til en ”kamp” mellem helheder og dele. En hypotese er, at dette udsagn har fuld gyldighed for levende organismer, og at det derfor kan danne en nødvendig, men ikke tilstrækkelig (jf. hologrammet) forudsætning for tilstedeværelse af liv?! Denne hypotese kunne give inspiration til organisationsteori, ved at forholde sig til spørgsmålet: hvornår er en organisation levende hhv. død. En nødvendig forudsætning for en levende organisation skulle i så fald være at man kan finde organisationens helhed/mulighed i hver enkelt del/medarbejder.

Ingen kommentarer: