torsdag den 15. november 2007

Virksomheder og medarbejdere ud af intim-sfæren?

I de senere år er virksomheder og deres ansatte blevet mere og mere intimt forbundet. Dette er oprindelig sket på virksomhedernes foranledning via medarbejderudviklingssamtaler, værdibaseret ledelse osv., der kan forsøgte at gøre arbejdet til et kald. Ole Fogh Kirkeby kalder ganske rammende disse værktøjer for intim-teknologier. Titlen på Jesper Kundes bog fra 2002 "Corporate religion" siger det meste om denne udvikling (jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst selve bogen, men titlen er god). Medarbejderne blev hurtigt interesserede i udviklingen og et stigende antal begyndte at se arbejdspladsen som den vigtigste skueplads for deres egen selvrealisering. Begge parter har altså haft interesse i denne udvikling, men mange har alligevel spændt ventet på, hvornår det blev for meget og medarbejderne begyndte at sige fra. Nu viser det sig, at det måske er virksomhederne, der bliver de første til at sige fra! Således citerer Berlingske Tidende tirsdag d. 6. november 2007 Falck-chef Allan Søgaard Larsen for følgende:
"I dag er det sådan, at medarbejderne forventer, at du som leder kan give dem betydning og værdi og sørge for, at de føler sig værdsat. Det er en dimension, som betyder, at der er meget stærke forventninger til ledelsen, som er svære at indfri, og forventninger som man med rimelighed ikke kan rette mod en leder. Det er vigtigt, at medarbejderne også ved, at de selv må sørge for at have et liv udenfor virksomheden med venner og familie, som giver dem betydning."
Det bliver spændende at følge udviklingen de næste par år!

2 kommentarer:

Anita Thomhave Simonsen sagde ...

Hej !

Jeg synes du sender nogle spændende tanker om udviklingen indenfor vores så vigtige arbejdsliv...og du har så ret...det er nemlig vigtigt at vi både har et betydningsfuldt liv på arbejdet...men så sandelig også et liv udenfor arbejdet.....sjov vinkel du ser det fra...kan godt sætte mig ind i at man som leder også er nødt til at sige fra overfor krav fra medarbejdere, der ønsker man skal give dem hele deres identitet,......livet er mangfoldigt og personligheden styrkes bedst efter min mening ved at man indgår i relationer på flere fronter.....vi skal heller ikke være bange for at stille krav om at vi også har brug for et liv både udenfor og indefor arbejdpladsen...som du netop gør opmærksom på og som du sætter sammen med bl.a. værdibaseret ledelse o.andet...tak for et godt, tankevækkende indlæg....

Anita fra Randers

Jørgen Toldsted sagde ...

Hej Anita
Tusind tak for kommentarern. For nogle år siden sagde en af mine veninder lettere indigneret: hvor skal man i dag finde job, hvis man bare vil have et 8-16 job, og ikke gad involvere sig yderligere i arbejdspladsen? Jeg måtte sige, at den tid nok var forbi, men at det ikke nødvendigvis gjorde så meget, så længe vi sørgede for at tage hånd om og inkludere dem, der ikke magtede mere. Om ikke længe kan vi forhåbentlig tilføje, at det heller ikke længere er velset at have et 24-7 job uden at involvere sig i livet uden for jobbet.